Økologisk Single Malt Whisky 50 cl. / 53,0% ABV
Mosgaard Palo Cortado #1 er en længe ventet nyhed som tog sine første skridt mod det færdige produkt for en del år siden. Der fik vi bygget fadene af amerikansk hvid-eg, fik dem medium toastede, og lagde dem til at lagre med Palo Cortado sherry.
Det var ikke en helt almindelig Palo Cortado sherry som kom på fadene, men en sherry som Gitte og Jes Mosgaard selv har blendet i Spanien. Sherryen har ligget på fadene i 1,5 år og trængt så dybt ind i træet som muligt – og dermed modnet fadet til at kunne lave Palo Cortado whisky. Da fadene var modne gik sherryen videre, og vi fik fadene som blev fyldt med New Spirit.
Palo Cortado whiskyen er nu endelig modnet og klar til flaskning. Det er blevet en elegant Palo Cortado lagret whisky, med intense smagsnoter af malt, karamel, druer, marcipan, citrongræs, bitre appelsiner, blommer og grønne æbler.
Mosgaard Palo Cortado whisky er flasket ved en styrke på 53% som giver den en behagelig fylde, og præcis ved den alkoholstyrke, er der en balance af den krydrede malt og de grønne citrus noter.
Palo Cortado er en spændende sherry, som idag typisk starter sin produktion som en Amontillado der er lavet på den første del af juicen når druerne presses, hvilket giver den fine næse med de typiske orange citrus noter. Under slutningen af gæringen tilsættes en kraftigere sherry med højere alkoholprocent, som beskytter mod for meget oxidering under lagringen. Resultatet for Palo Cortado, er en sherry med næsen fra Amontillado og kroppen fra Oloroso.
93 POINT WHISKY & ROM MAGASINET
Anmeldt af Thomas Rydberg
Mørke, intense og krydrede noter i duften. Svesker, mokka, figner, sort peber, citrus og vanilje i smagen. Blød og elegant, dog stadig med masser af intensitet. En gennemført og flot dram med masser af dybde.
Om Mosgaard Whisky
På det skønne Sydfyn grundlagde Jes og Gitte Mosgaard i 2015 destilleriet Mosgaard ved Oure, og i dag laver de muligvis Danmarks bedste gin og whisky, helt baseret på økologiske råvarer og begunstiget med et utal af priser i destilleriets endnu korte levetid.
Hvad destilleriet mangler i størrelse, gør produkterne op for i smag, og produktionen er baseret på det solide, ærlige håndværk med inspiration hentet i Skotland. Selve destilleriet er designet af Jes og Gitte selv og håndlavet i Portugal, hvor det gamle håndværk foregår på samme måde, som det har gjort i generationer. Netop tiden er essentiel på Mosgaard. Produktionen foregår med økologisk dansk bygmalt, som mæskes med god tid, og gæringsprocessen er på Mosgaard dobbelt så lang, som den er hos mange andre destillerier. Det er der en grund til. For netop tiden og roen sikrer, at gæren får arbejdsro og omdanner de naturlige sukkerstoffer fra malten til alkohol uden at efterlade uønskede smagsstoffer. Det kan smages i det færdige produkt.
Scotch Malt Whisky Society
I 2022 fik Mosgaard den store ære det er, at blive udvalgt til at levere whisky til Scotch Malt Whisky Society og dets 37.000 medlemmer. Som navnet antyder, er det klart mest skotske destillerier, der er med, men at fynske Mosgaard klart er på niveau med de bedste skotske, har man også for længst fundet ud af i whiskyens hjemland.