Falanghina del Sannio laves på 100% Falanghina, som hentes på vinmarker nær Sannio. Mosten er gæret køligt (16-18 grader) på ståltanke og bliver derefter modnet i 5 måneder på sit ”lie” i samme type tanke. En vinificering, som prioriterer friskhed, sprødhed og charme – og det er lykkedes fuldt ud!
Vinen har en flot, blank, gylden farve med grønligt skær. Duften er forbavsende delikat, ren og aromatisk, med lækre, tiltalende æteriske og saltede toner samt nuancer af citrusfrugter, æbler og abrikos. I smagen har den masser af bid, med lækre frugtnuancer og en god balance mellem tørhed og frugtsødme. Den slutter lidt mineralsk og med flot sprødhed. Perfekt som velkomst, til pasta eller risotto, skaldyr, fisk og grøntsagsretter. Prøv den også til hvidskimmeloste, gerne på gedemælk.
Feudi di San Gregorio er uden tvivl en af de mest kendte og velrenommerede producenter i Campania. Vinhuset er beliggende nær landsbyen Sorbo Serpico (Avellino-provinsen), midt i Irpinia-distriktet, som betragtes som et af de bedste distrikter i Campania. Det bjergrige og utroligt varierede landskab med dets, efter syditalienske forhold, relativt kølige klima samt særprægede vulkanske undergrund, byder ikke blot på aromatiske, delikate og unikke vine, men også på nogle af Italiens bedste grønsager, frugter og nødder.
Vinhuset blev grundlagt i 1986, da to familier fra Irpinia-området sammen købte en ældre vingård med tilhørende vinmarker, de fleste beplantet med over 60-70 år gamle vinstokke. Lige fra starten har det erklærede mål for Feudi di San Gregorio været at producere topvine i pagt med områdets ældgamle traditioner. Især ønsket om at udnytte det lokale terroirs/hver vinmarks karakteristika til at producere unikke vine har stået højest på ønskelisten. Derfor gennemførte man straks en grundig analyse af jordbund og mikroklima på alle parceller for derved at bestemme, hvor hver enkelt af de klassiske druesorter ville yde deres ypperste.
Hos Feudi di San Gregorio, som i dag også ejer vinhuset Ognissole i Puglia, går man således ikke på kompromis med kvaliteten: Enhver af firmaets vine skal afspejle et produkt lavet efter alle kunstens regler og med respekt for naturen, udrykke markens og druens særpræg samt fortælle en historie om distriktet. Alt sammen med henblik på at give den største oplevelse i glasset!
Druesorten Falanghina er en af de ældste i Campania-regionen og menes at være af græsk oprindelse. Ved nylige udgravninger i Pompeji, har man netop fundet kerner fra Falanghina-druen, hvilket viser, at den allerede dyrkedes i romertiden. Den trives rigtig godt i en vulkansk jordbund, gerne på højtliggende marker og i nærheden af havet, som bringer lidt kølighed. Her opnår den en god balance mellem friskhed, frugt, struktur og mineralitet. I flere år befandt Falanghina-druen sig en smule i skyggen af mere moderne hvidvinsdruer, men den har i de senere år oplevet en fortjent renæssance. Blandt de distrikter hvor Falanghina trives bedst, kan man bl.a. nævne Campi Flegrei (med Procida-øen) øst for Napoli, DOC Falerno del Massico nordvest for Napoli og ikke mindst Sannio-området, nordøst for Napoli, hvor netop Falanghina del Sannio DOC findes (DOC fra 2011).
Før 2011 hørte Falanghina del Sannio til DOC’erne Guardia Sanframondi (Guardiolo), Sant’Agata dei Goti, Solopaca og Taburno, men i dag betragtes disse som subzoner i Falanghina del Sannio DOC. Distriktet dækker ca. 1025 ha. og omfatter hvidvine, Spumante eller Spumante di Qualità (gæring på tryktank), Spumante di Qualità Metodo Classico (2. gæring på flaske), Vendemmia Tardiva (senhøstede druer) og Passito (tørrede druer). Alle disse vine skal indeholde min. 85% Falanghina.