Druen Pinotage er resultatet af en krydsning mellem Pinot Noir og Cinsault (ofte kaldt Hermitage i Sydafrika) som professor Perold foretog i 1924-25 i Stellenbosch og som siden er blevet en af Sydafrikas mest berømte druer. Til denne Prestige-Pinotage udvælger man de bedste vine efter modningen på en stor del nye egetræsfade, hvor druerne udelukkende kommer fra de kendte Redhills-skråninger på Simonsig Estate. Jordbunden består her af nedbrudte skaldyrsaflejringer blandet med granit, og den anses for en af de bedste i Sydafrika for rødvine.
20% af høsten bliver gæret med hele klaser og resten bliver skånsom afstilktet og mast. Efter presningen gennemgår begge vine en malolaktisk gæring på tank. Hos Simonsig mener man, at de fine nuancer af hindbær, som er typisk for druen, normalt ikke bør forstyrres af for meget trækarakter, men Redhill Pinotage er så kraftig og struktureret, at den sagtens kan tåle fad – og blive mere harmonisk af det. Den får derfor lov at modne i 15 måneder på nye, franske træfade (225 l. fra Allier-skoven).
Det er en meget fyldig vin, som byder på komplekse toner af vilde skovbær, bitter chokolade, mokka, engelsk lakrids, mørke krydderier og cedertræ. Eftersmagen er meget harmonisk med både koncentration og finesse. Den kan sagtens tåle en yderligere modning i 6-8 år og vil vinde i kompleksitet og charme. Den er bedst til lam, vildt, grillet oksekød eller til modne rødskimmeloste.
Selvom den første Malan allerede i 1688 ankom fra Frankrig til Sydafrika for at dyrke vin, var det først i 1953, at en af hans efterkommere, Frans Malan, grundlagde den aktuelle Simonsig Estate i det nordvestlige Stellenbosch. Det er her, på nogle af områdets bløde skråninger, at Frans Malan i 1970-erne producerede Sydafrikas første Rhine Riesling, Chardonnay og Méthode Champenoise vine (den sidste døbte han ‘Kaapse Vonkel’.) Han lod flere andre druesorter plante på sine marker og var kendt for sin søgen efter perfekte drueblandinger, foruden ved at han søgte efter de optimale kombinationer af jordbund og druesorter – alt sammen i forsøget på at opnå den højeste kvalitet.
I Stellenbosch finder man en sjælden harmoni mellem områdets jordbundsforhold og den klimatiske påvirkning fra Atlanterhavet, hvor kølige vinde sikrer en lang modning af druerne, som på denne måde sikrer måde mere aroma og sprødhed i vinene. Med druer som Chenin Blanc, Sauvignon Blanc og Chardonnay for de hvide samt Pinotage, Shiraz, Cabernet Sauvignon og Merlot for de røde producerer Simonsig såvel ‘singlevariety’-vine som topvinene ‘Tiara’ og ‘Frans Malan Reserve’, der er frembragt på en nøje afstemt sammensætning af forskellige druer.