Château Romassan ligger midt i distriktet Bandol, i den vestlige del af Var departementet. Undergrunden her består hovedsageligt af mergel, sandsten og kalkaflejringer. Dette, kombineret med områdets ganske særlige klima med masser af sol og varme, men også kølige vinde fra Middelhavet, giver gunstige forhold til vindyrkning. I dag råder man over 70 ha. vinmarker på Château Romassan, med Mourvèdre, Cinsault og Grenache. Druerne til denne vin – Mourvèdre (85-90%) og Syrah – er håndplukket og gennemgår en dobbelt selektering, dels når de plukkes, dels når de ankommer til kælderen. Efter gæringen bliver vinen overført til store træfade, hvor den modnes i 18-20 måneder.
Mourvèdre giver vinen dens krydrede og vilde karakter i duften, med nuancer af vilde kirsebær og solbær, og en flot struktur i smagen. De meget aromatiske, krydrede toner kommer fra druen Syrah, som også styrker nerven i vinen og giver den flotte toner af lakrids til sidst. En meget harmonisk vin.
Server den røde Château Romassan til grillet oksekød, stegt vildt, lammekølle og kraftige, faste oste.
Ott er først og fremmest navnet på familien som grundlagde det mest prestigefyldte vinhus i Provence – Domaines Ott, og ikke mindst den franskkyndige vil nok bemærke, at ”Domaines” her skrives med ”s” i slutningen og altså indikerer flertal. Domaines Ott består således af tre forskellige, selvstændige ejendomme: Château Romassan i AOP Bandol samt Château de Selle og Clos Mireille i AOP Côtes de Provence.
Tilbage i 1896 indledte den unge agronom-uddannede Marcel Ott fra Alsace en rundrejse til Frankrigs vinområder, hvor han dygtiggjorde sig indenfor vinproduktion. Rejsen endte slutteligt i Provence, og i 1912 fandt han en ejendom, Château de Selle ved Draguignan, som virkelig inspirerede ham, og som han efterfølgende erhvervede. I 1930 købte han Clos Mireille ved Brégançon, og endelig i 1956 blev Château Romassan i Bandol lagt til familiens portefølje af fornemme ejendomme.
Marcel Ott havde fra starten en målrettet ambition om at skabe de ypperste Provence-vine af ædle druesorter, og han var på mange måder en sand foregangsmand i området, hvilket bl.a. også betød, at udelukkende organisk gødning skulle anvendes på vinmarkerne, og at vinene skulle gæres med druernes egne naturlige gærceller.
I 2004 overtog Champagne Louis Roederer hovedparten af Domaines Ott – dels for at sikre vinhuset en langsigtet fremtid, dels for at fastholde positionen som den mest prestigiøse producent i Provence. Ott-familien er dog fortsat i front i forhold til den daglige ledelse, aktuelt repræsenteret ved Jean-François Ott, som er 4. generation i Domaines Ott.