Langhe Chardonnay Sermine Ca’ del Baio 2022 75 cl.
Piemonte – Italy
Det var allerede mellem 1985 og 1989, at man hos Ca’ del Baio plantede de første rækker Chardonnay i Treiso-området, og man var således blandt de første i området til at interessere sig for denne drue. Barbarescos kølige klima, en kalkholdig jordbund og en vestlig eksponering giver perfekte forhold til dyrkning af netop Chardonnay. Halvdelen af mosten er gæret på ståltanke og den anden halvdel i barriques af fransk eg. Efter overstået malolaktisk gæring, bliver vinen modnet i 6 mdr. på en europæiske træfade.
Chardonnay ”Sermine” har en flot, let gylden farve. Duften er åben og rig med fede, cremede toner i næsen, men ret hurtigt udvikler vinen mere sprøde og næsten grønlige nuancer, som gør den meget indbydende. I smagen finder man også en flot balance mellem de fyldige, fede nuancer og en god mineralitet og friskhed.
Vinen vil egne sig til hvide saucer, anvendt sammen med dampet fisk, ikke for voldsomme skaldyrsretter eller med kalv- eller fjerkræsretter. Den vil også være flot til friskpillede rejer, krebsehaler med lime eller citron.
Ca’ del Baio har igennem 4 generationer og siden 1880 været ejet og drevet af familien Grasso. Familien råder i dag over en fornem portefølje af marker i nærheden af landsbyen Treiso (7 km. fra Alba) samt i selve Barbaresco – i alt 28 ha. De har således parceller i nogle af de bedste marker i området, herunder i ”Asili”, ”Valgrande”, ”Marcarini” og ”Pora”. Ca’ del Baio har (naturligvis) primært tilplantet markerne med Nebbiolo, men de dyrker også Barbera, Dolcetto, Moscato, Chardonnay og… Riesling!
For familien Grasso, har respekten for naturen altid været en selvfølgelighed mere end en formuleret filosofi, og man har i mange år således ikke brugt kunstgødning eller pesticider på markerne. Men i 2017 fik respekten dog substans i en mere formuleret filosofi, da man tilsluttede sig et nyt lokalt projekt i Piemonte, der tager sigte på at fremme en mere bæredygtig og miljøvenlig vinproduktion. Projektet hedder ”The Green Experience” og er et hjælpe- og kontrolorgan, hvor man forpligter sig til at respektere og efterleve et regelsæt på 10 punkter. Foruden at fremme en mere bæredygtig og miljøvenlig vinproduktion (bl.a. uden kemikalier) tager regelsættet eksempelvis også sigte på at fremme biodiversiteten, florabeskyttelsen samt udbredelsen af gavnlige insekter og fugle.