Chieftain’s Choice Bowmore 27 Years Old er en enkeltfadsaftapning fra Bowmore – det ældste destilleri på Islay (og måske i hele Skotland?). Whiskyen er født i 1989 og har ligget hele 27 år på et hogshead (nummer 1982 hvis du skulle undre dig), indtil den blev tappet i 2016. Kun 170 flasker har overlevet englenes famøse tørst, og de er tappet ved 47,5% alkohol, uden hverken kølefiltrering eller farvetilsætning.
Farve: Gylden.
Duft: Duften er præget af citrus og maritime noter.
Smagsnoter: Smagen er fyldig, med røg og fin sødme.
Serveringsforslag: Bør nydes rent, evt. med et par dråber vand.
Bowmore, Islays Grand Old Man, er grundlagt helt tilbage i 1779 af en Hr. David Simpson. Som det er tilfældet med de fleste destillerier, har Bowmore skiftet hænder adskillige gange i løbet af dets historie. I dag er det Beam Suntory, der kan kalde sig den heldige ejer.
Bowmore er kendt for en stil, der er præget af maritime noter, tropisk frugt og en tørvesmag som er en anelse lettere end hos destillerier som Ardbeg og Lagavulin, hvor de benytter en malt som er meget kraftigt røget. 30% af Bowmores maltbehov kan dækkes af deres egne floor-maltings. Det er usædvanligt i en tid, hvor stort set hvert eneste destillerierne i Skotland blot køber alt hvad de skal bruge fra de store malterier. Både den malt som Bowmore selv står for, og den, de køber, er røget til 25 ppm (parts per million) og de to blandes i en 1:3 ratio, med 2 tons Bowmore-malt og 6 tons ”købe-malt” inden mæskningen.
I portfolioen finder man blandt andet den nu legendariske Black Bowmore, som blev lanceret i 1993, og gennem tiden har utallige sagnomspundne whiskies forladt Vault No. 1, det berømte warehouse ved destilleriet hvor den ene væg tager imod Loch Indaals kølige bølgeskvulp og fadene faktisk ligger på et niveau under havets overflade.
Ian MacLeod Distillers er et skotsk spiritusfirma, startet i 1933 og i dag et af de største familieejede firmaer i spiritusindustrien. Udover at eje destillerierne Glengoyne og Tamdhu samt Edinburgh Gin, har Ian MacLeod også længe fungeret som en af de mest respekterede uafhængige aftappere, med serier som Chieftain’s, Dun Bheagan, As We Get It og Smokehead. Igennem 80 år har Ian MacLeod vægtet kvalitet over kvantitet, og udset sig de absolut bedste producenter at arbejde med, hvilket har resulteret i den misundelsesværdige portfolio af whisky, gin og rom-mærker, de har i dag.
I efteråret 2017 klappede whisky-nørder verden over i hænderne, da Ian MacLeod annoncerede, at de havde planer om at genåbne det hedengangne (og meget savnede) Lowland-destilleri, Rosebank.