Abbotts & Delaunays orangevin er sammensat af druesorterne Grenache Blanc, Viognier, Muscat, Gewurztraminer og Chenin Blanc, fra foden af Montagne Noire i Languedoc, en bjergkæde nord for Carcassonne, ikke så langt fra Corbières. Her giver det varme klima mange soltimer, samtidig med, at højden giver store temperaturforskelle mellem dag og nat – perfekte forhold til dyrkning af grønne druer. Grenache høstes ved optimal modning, hvor druerne er fulde af saft og karakter. Viognier plukkes, når de er lidt overmodne, med stor aroma- og smagsindhold, mens Muscat plukkes tidligt, mens de stadig har friskhed og bid i sig. De hele klaser overføres direkte til ståltanke, hvor en maceration og gæring foregår, med daglige overpumpninger af mosten de første 5 dage. Efter endt gæring, bliver vinen skånsom presset og modnet ”sur lie” i nogle måneder på ståltanke, uden forudgående malolaktisk gæring, for at bevare vinens friskhed og bid.
Druer: 5% Gewürztraminer 31% Grenache Blanc/Garnacha blanca 3% Muscat 61% Viognier
Vinen har en flot, kobberagtig orange farve, meget forskellig fra en rosé. I duften finder man krydrede toner af ingefær, spidskommen, enebær, kryddernellike, men også nuancer af citrusfrugter (appelsinskal og bergamot). Smagen byder på en god balance mellem de krydrede, eksotiske og sprøde nuancer, så vinen virker både fyldig, tætpakket og frisk.
Det er Laurent Delaunay og hans firma, Badet Clément, som står bag Abbotts & Delaunay i Languedoc. Selv er han 5. generation i Bourgogne-familien Delaunay, og ejer således i dag også Bourgogne-firmaet Edouard Delaunay. Badet Clément startede faktisk med at rådgive vinproducenter i Bourgogne, Languedoc, Rhône og Provence for senere selv at producere vine i de samme områder. I 2005 fik han mulighed for at overtage vinfirmaet Abbotts og den tilhørende ejendom, “La Métairie d’Alon”, beliggende i Magrie, sydvest for byen Carcassonne i den højtbeliggende del af Aude-dalen (Limoux). Firmaet var blevet grundlagt i 1996 af den australske kvinde, Nerida Abbotts, og navnet på firmaet blev herefter Abbotts & Delaunay. Laurent Delaunay og teamet bag Badet Clément har gennem årene opnået stor erfaring med vinproduktion i Sydøstfrankrig (ikke mindst i Languedoc) og er derfor i dag et højt-estimeret firma i området.
Serierne “Métayage” (økologiske vine), “Les Fleurs & Fruits Sauvages” og ”Les Petites Cuvées” fra Abbotts & Delaunay produceres på parceller, som dels er beliggende ved selve ejendommen hvor vinene vinificeres, La Métairie d’Alon (økologisk dyrket) og dels i Limoux-området samt ved foden af Hérault-bjergene nord for Béziers. Ejendommens oprindelige ret dominerende “australske stil” har gradvist gennemgået en forandring hen mod en mere ”Languedoc-tro stil”. Når det dog kommer til vinene, har de et umiskendeligt og ret charmerende touch fra Bourgogne i sig – ikke mindst selvfølgelig i vinene baseret på Chardonnay og Pinot Noir. Det er nemlig den friske, elegante og komplekse stil, der prioriteres her!