Château de Selle ligger i Taradeau nær Draguignan i Côtes de Provence i et højtbeliggende område, hvor undergrunden består af 40-50% sten (sandsten, kalk, gips, småsten) samt rødt ler og mergel. Et særligt mikroklima i området giver milde vintre og tidligt forår samt somre med mange soltimer. Markerne er indrettede som terrasser, der tillader ensartede dyrkningsforhold på ejendommen og som sikrer gode vandreserver. Vinstokkene dækker ca. halvdelen af ejendommens 140 ha. vinmarker og er i gennemsnittet ca. 25 år gamle og fordeler sig mellem Cabernet Sauvignon, Grenache, Cinsault, Syrah og Mourvèdre. Alt dette giver meget aromatiske, komplekse, mineralske og samtidigt meget elegante vine.
Som altid hos Domaines Ott er druerne til denne rosévin håndplukkede og gennemgår en dobbelt selektering, dels når de plukkes, dels når de ankommer til kælderen. Druerne bliver presset ved lavt tryk og gæres derefter i temperaturregulerede tanke. Efter en malolaktisk gæring bliver vinen modnet i nogle få måneder på store, brugte træfade (12-20 hl.).
Druesammensætningen for Rosé fra Château de Selle varierer efter årgang, men består normalt hovedsageligt af Grenache (ca. 58-65%), Cinsault (20-25%), Syrah (7-10%%) og Mourvèdre. I duften finder man friske, frugtrige toner af grape og ferskner. Smagen er kødfuld og let krydret med nuancer af abrikoser og røde kirsebær. Vinens fyldige og friske stil vil passe meget godt med kammuslinger i sauce, røget laks, svine- og kalvekød i lyse saucer samt til fjerkræ. Den bør ikke serveres for kold – 10-12 grader er den optimale temperatur.
Ott er først og fremmest navnet på familien som grundlagde det mest prestigefyldte vinhus i Provence – Domaines Ott, og ikke mindst den franskkyndige vil nok bemærke, at ”Domaines” her skrives med ”s” i slutningen og altså indikerer flertal. Domaines Ott består således af tre forskellige, selvstændige ejendomme: Château Romassan i AOP Bandol samt Château de Selle og Clos Mireille i AOP Côtes de Provence.
Tilbage i 1896 indledte den unge agronom-uddannede Marcel Ott fra Alsace en rundrejse til Frankrigs vinområder, hvor han dygtiggjorde sig indenfor vinproduktion. Rejsen endte slutteligt i Provence, og i 1912 fandt han en ejendom, Château de Selle ved Draguignan, som virkelig inspirerede ham, og som han efterfølgende erhvervede. I 1930 købte han Clos Mireille ved Brégançon, og endelig i 1956 blev Château Romassan i Bandol lagt til familiens portefølje af fornemme ejendomme.
Marcel Ott havde fra starten en målrettet ambition om at skabe de ypperste Provence-vine af ædle druesorter, og han var på mange måder en sand foregangsmand i området, hvilket bl.a. også betød, at udelukkende organisk gødning skulle anvendes på vinmarkerne, og at vinene skulle gæres med druernes egne naturlige gærceller.
I 2004 overtog Champagne Louis Roederer hovedparten af Domaines Ott – dels for at sikre vinhuset en langsigtet fremtid, dels for at fastholde positionen som den mest prestigiøse producent i Provence. Ott-familien er dog fortsat i front i forhold til den daglige ledelse, aktuelt repræsenteret ved Jean-François Ott, som er 4. generation i Domaines Ott.